Historien om aikidoens indtog i Danmark følger ikke ét entydigt spor. Tværtimod udvikler aikido sig herhjemme gennem flere parallelle linjer, som i perioder flettes sammen via fælles personer, træningsmiljøer og organisatoriske valg. Vores egen historie kan derfor ikke fortælles isoleret, men må ses i sammenhæng med den bredere europæiske og skandinaviske udvikling.
De første impulser i København
Aikido begynder at sprede sig i Europa i 1950’erne, primært via japanske instruktører udsendt fra Aikikai Hombu Dojo i Tokyo. I begyndelsen af 1960’erne når aikidoen både Sverige og Danmark, omtrent samtidig, men under forskellige organisatoriske og kulturelle forudsætninger.
I Danmark tager aikido tidligt form i et miljø præget af foreningskultur, flade strukturer og et idealistisk syn på kampsport som et fredeligt og ikke-hierarkisk fællesskab. Det står i kontrast til den japanske dojo-kultur, hvor autoritet, rang og klar ledelse spiller en central rolle – en forskel, der senere får betydelige konsekvenser. Vores historie med det, der senere bliver kendt som Takemusu Aikido, kan spores tilbage til 1960’erne i Budokan på Amagertorv 25 i København.
Her begynder Bent Jacobsen og Niels Bødker at integrere aikido-elementer i deres undervisning. Inspirationen kom sandsynligvis fra den tidlige europæiske aikido-formidling repræsenteret af instruktører som Nobuyoshi Tamura og Hiroshi Tada, der begge i 1960’erne var udpeget af Aikikai til at repræsentere aikido i Europa.
Den Svenske forbindelse
Sommeren 1973 markerer et vendepunkt. Budokan får besøg af Gunilla fra Göteborgs Aikido Klub, som deltager i den almindelige træning og efterfølgende inviterer danske aikidoka til en træningslejr i Göteborg i oktober samme år. Her skulle den japanske instruktør Takeji Tomita undervise.
Kun to af Bent Jacobsens elever tager imod invitationen: Torben Krisbaum og Keith Olen Barger. De rejser med toget til Göteborg og bliver de første danskere, der deltager i denne type internationale aikidolejr.
Tomita Sensei var elev af Shoji Nishio og havde samtidig opbygget et nært forhold til Morihiro Saito i Iwama. Lejren i Göteborg fører til et møde mellem Tomita Sensei, hans mest fremtrædende svenske elever – heriblandt Ulf Evenås og Lars-Göran Andersson – og de danske deltagere.
Da Ulf Evenås havde lettest ved at forstå dansk, blev han naturligt bindeled og tolk mellem Tomita Sensei og danskerne. Tomita så et potentiale i at udvide sin undervisning mod syd, men sproglige barrierer og markante kulturelle forskelle gjorde samarbejdet vanskeligt. Derfor udpegede Tomita Sensei Ulf Evenås som formel kontaktperson – en slags liaison. En af Ulfs første opgaver var at introducere danskerne til den etikette og hierarkiske struktur, der var naturlig i japansk aikido, men fremmed for den danske, mere socialistisk prægede foreningskultur.
De første klubber i Danmark
I 1975 stifter Torben Krisbaum, Keith Olen Barger og Torben Dyrberg Københavns Aikido Klub i Idrætshuset på Østerbro. Klubben er ideologisk funderet i en udtalt antimilitaristisk og venstreorienteret tænkning, hvor det blandt andet ikke accepteres, at politifolk eller militært personale træner i klubben. Aikido opfattes som et fredsprojekt – ikke blot en kampsport.
Parallelt med denne udvikling opstår der dog et andet spor i dansk aikido. I slutningen af 1960’erne arbejder Leif Lyngård Nielsen som sømand og ender i Yokohama, hvor han begynder at træne karate og aikido. Da han vender hjem til Danmark i midten af 1970’erne, er han den højst graduerede aikidoka i landet.
Leif åbner sin egen dojo i Willemoesgade i København og får i en periode hjælp af Keith Olen Barger, som i 1976 midlertidigt har meldt sig ud af Københavns Aikido Klub. I 1988 stifter Leif Lyngård Nielsen Danish Aikikai, som knyttes organisatorisk til Toshikazu Ichimura.
Bruddet med Tomita Sensei
Samarbejdet mellem Tomita Sensei og hans skandinaviske elever viser sig over tid at være konfliktfyldt. Tomita Sensei udøver en stærkt kontrollerende ledelsesstil og er tilbageholdende med at graduere selv sine mest erfarne elever. Dette skaber voksende frustration.
Konflikten kulminerer i 1992 under et sommerseminar med Morihiro Saito Shihan på Fuglsøcentret i Jylland. Her opstår der uoverensstemmelser omkring gradueringer og organisatorisk praksis, hvilket fører til, at Tomita Sensei forlader seminaret. Saito Shihan udtrykker åbent utilfredshed med den måde, gradueringer hidtil er blevet håndteret på i Skandinavien.
Efter bruddet vælger en række europæiske og skandinaviske instruktører at træne direkte under Saito Sensei i Iwama og lade sig graduere af ham. Denne gruppe begynder at anvende betegnelsen Iwama-ryu – “skolen fra Iwama”.
Iwama Ryu og europæisk konsolidering
I de følgende år opstår der et tæt netværk af europæiske klubber med rødder i Saito Senseis undervisning. Keith Olen Barger vender efter nogle års træning i Göteborg tilbage til Danmark og spiller en central rolle i formidlingen af denne tilgang.
Trods sin betydning indgår han i klubbens ledelse på lige fod med øvrige medlemmer i en periode præget af flad struktur. Det skaber et åbent, men også konfliktfyldt rum, hvor spørgsmål om ansvar, autoritet og retning udvikler sig til langvarige interne spændinger.
Samtidig vokser aikido generelt i Danmark. Nye dojoer etableres, og Københavns Aikido Klub vælger på et tidspunkt at træde ud af Dansk Aikido Forbund. Udtrædningen betyder, at klubben mister retten til at gennemføre aikikai-gradueringer med direkte tilknytning til Japan. For at genetablere denne mulighed tilslutter klubben sig derfor TAE (Traditional Aikido Europe), en på daværende tidspunkt hollandsk baseret organisation.
Iwama-ryu konsoliderer sig i samme periode som en tydelig europæisk retning, ofte omtalt som traditionel aikido, med særlig styrke i Skandinavien.
Fra netværk til nationalt forbund
I takt med at aikido i 1970’erne og 1980’erne vinder fodfæste – særligt i København – begynder elever fra Københavns Aikido Klub at sprede sig ud over landet. De bliver de første instruktører, som etablerer klubber på Sjælland, Fyn og i Jylland. I de efterfølgende år opstår der en ny generation af instruktører, som igen danner nye klubber, og i begyndelsen af 1990’erne findes der aikidoklubber i mange af de større danske byer.
Da mange af disse klubber teknisk og organisatorisk har rødder i Morihiro Saito Shihans undervisning, opstår der et tæt, men i første omgang uformelt netværk af Iwama-ryu-klubber der primært samler sig omkring Ulf Evenås. I mange år fungerer Københavns Aikido Klub som et naturligt samlingspunkt, idet klubben arrangerer de største seminarer og dermed får en central rolle i det danske Iwama-miljø.
Efter Morihiro Saito’s død i 2002 indledes et omfattende arbejde med at konsolidere miljøet organisatorisk og genetablere en tydelig tilknytning til hovedorganisationen Aikikai. Iwama-ryu som betegnelse udfases gradvist, og gruppen samler sig i stedet under navnet Takemusu Aikido.
Både før og efter Saito Shihans død går alle danske gradueringer fortsat gennem Ulf Evenås, som fungerer som teknisk bindeled mellem Danmark og Japan. Med Ulfs støtte ønsker den danske Takemusu-gruppering at opnå selvstændighed og søger derfor om direkte optagelse i Aikikai.
Her møder gruppen et klart krav: Aikikai ønsker ikke at anerkende flere parallelle nationale organisationer i Danmark. I stedet opfordres Takemusu Aikido-gruppen til at danne ét fælles nationalt forbund sammen med Danish Aikikai, som på dette tidspunkt ledes af Leif Lyngård Nielsen.
Leif Lyngård Nielsen er indledningsvis forbeholden over for samarbejdet. Han har et indgående kendskab til begge miljøer – herunder Takemusu-gruppen via Keith Olen Barger – og er bevidst om de organisatoriske og kulturelle forskelle. Ikke desto mindre indvilger han i samarbejdet, og i 2005 etableres Dansk Aikido Forbund.
Forbundet konstrueres som et kompromis. Det bygges på søjler, hvor de to hovedgrupperinger hver især bevarer betydeligt manøvrerum og kun har minimale organisatoriske snitflader. Konstruktionen giver på kort sigt ro, men rummer også en indbygget skrøbelighed.
Kort efter forbundets etablering rammes samarbejdet af et alvorligt tab: Leif Lyngård Nielsen dør af kræft. For mange var Leif den samlende figur og den naturlige formand, som begge grupper kunne acceptere. Hans død efterlader et tomrum, som hurtigt bliver tydeligt.
Den flade ledelsesstruktur i Takemusu Aikido giver anledning til interne spændinger mellem forskellige instruktører, og uenigheder om ansvar, repræsentation og retning breder sig. Allerede kort tid efter Leifs død vælger flere klubber – herunder Københavns Aikido Klub – at forlade Dansk Aikido Forbund, mens hovedparten af klubberne forbliver i organisationen.
I en periode præget af relativ stabilitet udvikler klubberne sig videre, og betegnelsen Takemusu Aikido afløses gradvist af Dansk Takemusu Aikido Forbund. I praksis er forbundet dog stadig i høj grad det samme netværk, som kan føres tilbage til etableringen af Københavns Aikido Klub i 1975.
Samarbejdet mellem Danish Aikikai og Dansk Takemusu Aikido Forbund forværres imidlertid over tid. Uenighederne bliver uoverstigelige, og samarbejdet suspenderes. Kort efter vælger samtlige DTAF-klubber at melde sig ud af Dansk Aikido Forbund.
I dag fungerer Dansk Takemusu Aikido Forbund som en selvstændig organisation under Aikikai.
Bevægelse, struktur og ansvar
Historien om aikido i Danmark er ikke historien om én ubrudt linje, ét forbund eller én sandhed. Det er historien om en bevægelse, der igen og igen har måttet forholde sig til spændingsfeltet mellem idealer og virkelighed, mellem flad struktur og behovet for ansvar, mellem personlig loyalitet og organisatorisk nødvendighed.
Mange af de konflikter og brud, der har præget udviklingen, udspringer ikke af tekniske uenigheder, men af spørgsmål om autoritet, legitimitet og sandhed. Aikido blev i Danmark tidligt båret af et stærkt ønske om frihed, lighed og fællesskab. Det skabte engagement, energi og vækst – men gjorde det samtidig vanskeligt at håndtere uenighed, succession og magt, når bevægelsen voksede sig større end de personer, der oprindeligt bar den.
Oprettelsen af nationale forbund var ikke et mål i sig selv, men et nødvendigt svar på et krav udefra: ønsket om at være en del af det internationale aikidofællesskab under Aikikai. Det krav tvang de danske grupperinger til at tage stilling til noget grundlæggende: om aikido i Danmark skulle forblive et løst netværk – eller påtage sig det ansvar, der følger med formel anerkendelse.
At Dansk Takemusu Aikido Forbund i dag fungerer som en selvstændig organisation under Aikikai, er ikke et brud med historien, men et resultat af den. Det er kulminationen på årtiers forsøg på at forene teknisk tradition, organisatorisk ansvar og kulturel virkelighed.
Set i bakspejlet var Leif Lyngård Nielsens forbehold ikke udtryk for modvilje, men for klarhed. Han forstod, at fællesskab uden klare rammer er skrøbeligt – og at struktur uden gensidig respekt er tom.
Den indsigt er stadig aktuel.
Aikido og konfliktens paradoks
Det kan virke paradoksalt, at en kampkunst, der søger at opløse konflikt, selv er præget af så mange konflikter – historisk, nationalt og internationalt. Aikido fjerner ikke konflikt. Den flytter den. Det ses i relationen mellem mestre og elever, i organisationsbrud og i kampen om, hvem der har mandat til at definere traditionen – også i forhold til Aikikai.
Konflikterne opstår ikke, fordi aikidoen mislykkes, men fordi den tages alvorligt. Når mennesker investerer identitet, loyalitet og årtiers træning, bliver uenighed uundgåelig. Spørgsmålet er derfor ikke, om der opstår konflikt, men hvordan den håndteres.
