Mellem det 12. og det 19. århundrede var Japan organiseret i et udpræget feudalt klassesystem, domineret af en herskende krigerelite: samuraierne. De udgjorde samfundets militære og politiske top og var underlagt et strengt, hierarkisk moralkodeks kendt som Bushidō. Ordet samurai betyder direkte oversat “den, som tjener”, og henviser til deres loyalitet over for deres herre, daimyoen.
Isolationen af Japan
Omkring år 1600 blev Japan samlet efter flere århundreders indre konflikter og borgerkrig. De nye magthavere – Tokugawa-shogunatet – betragtede den voksende europæiske indflydelse med stor skepsis. Siden midten af 1500-tallet havde europæiske handelsfolk og kristne missionærer vundet fodfæste i Japan, hvilket blev opfattet som en trussel mod den politiske og kulturelle orden.
Som reaktion indførte shogunatet en række restriktioner, der gradvist lukkede landet mod omverdenen. I 1635 blev isolationspolitikken (sakoku) formaliseret: Japanere måtte ikke rejse udenlands, og udlændinge havde kun adgang til en kunstig ø ud for havnebyen Nagasaki. Denne isolation varede i næsten 250 år og blev først brudt i 1850’erne, da amerikanske krigsskibe – anført af Commodore Perry – tvang Japan til at åbne sine havne.
Samuraierne
Samuraierne udgjorde omkring 10 % af Japans befolkning og besad sammen med daimyoerne en enorm magt. De havde særlige privilegier, herunder retten til at bære våben, og i visse tilfælde også retten til at straffe – og dræbe – almindelige borgere for alvorlige fornærmelser. Dette gjorde samuraierne både respekterede og frygtede.
Det forventedes, at samuraierne var frygtløse, disciplineret og fuldt dedikerede til krigskunsten. Deres træning havde til formål at forfine kampfærdighederne til det yderste, både for personlig ære og for at forherlige deres herre i krig. I Kamakura-perioden (1185–1333) blev zenbuddhismen introduceret fra Kina og vandt stor udbredelse blandt samuraierne, da dens fokus på disciplin, nærvær og accept af døden harmonerede med krigeridealet.
Kvindelige krigere – Onna-bugeisha
Som en ofte overset, men væsentlig del af Japans historie fandtes der også kvindelige krigere, kendt som onna-bugeisha. De omtales undertiden fejlagtigt som “kvindelige samuraier”, men var snarere kvinder fra samuraiklassen, som blev trænet i våbenbrug for at beskytte hjem, familie og ære – især i krigstid.
De kæmpede lejlighedsvis side om side med mandlige samuraier og repræsenterede en klar afvigelse fra samtidens kvindeideal. Blandt de mest kendte onna-bugeisha er Kejserinde Jingū, Hōjō Masako og Nakano Takeko, som i dag betragtes som ikoniske skikkelser i japansk historie.
Krigskunstens begreber
Japans lange periode med relativ isolation betød, at samuraiernes krigskunst kunne udvikle sig med en dybde og systematik, som få andre kulturer opnåede. Her opstod begreber som bujutsu (krigsteknik), bugei (krigskunstens læring og systematik) og senere budō.
Budō er et moderne begreb, der beskriver kampkunst som en livsvej, hvor fysisk træning integreres med etisk, mental og moralsk udvikling. Hvor bujutsu primært fokuserer på effektiv kamp, repræsenterer budō en civil og fredelig videreførelse af krigertraditionen.
Magtforskydninger og shogunatet
Selvom bønder og fiskere formelt havde høj status, var de ofte belastet af et tungt skattetryk. Samtidig blev mange købmænd rige, især efter at udenlandsk handel gradvist blev genoptaget. Dette skabte en skævvridning i samfundet og svækkede de feudale strukturer.
Øverst i samfundet sad shogunen – Japans reelle magthaver og den mægtigste daimyo. Da Tokugawa Ieyasu overtog magten i 1603, blev shogunatet arveligt, og Tokugawa-familien regerede i 15 generationer frem til 1868. Kejseren stod formelt øverst i hierarkiet og var Japans religiøse overhoved, men havde i praksis meget begrænset politisk magt.
En ny tid: Edo- og Meiji-perioden
I løbet af Edo-perioden (1603–1868) oplevede Japan en langvarig fred. Samuraierne mistede gradvist deres militære funktion og blev i stigende grad administratorer, embedsmænd og hoffolk. Der havde ikke været større krige siden begyndelsen af 1600-tallet, og mange samuraier blev arbejdsløse ronin.
Sværdet – katanaen og wakizashien – blev mere et symbol på stand end et krigsvåben. Under Meiji-restaurationen (1867–1869) tog kejser Meiji den politiske magt tilbage, shogunatet blev afskaffet, og samuraiklassen opløst til fordel for en moderne, national hær.
Mange tidligere samuraier blev sendt til udlandet for at studere vestlige videnskaber og institutioner. De vendte hjem som lærere, embedsmænd, iværksættere og reformatorer og spillede en central rolle i opbygningen af det moderne Japan.
De sidste samuraier
Samuraiernes endelige militære nederlag fandt sted ved slaget ved Shiroyama i 1877. Begivenheden er kendt fra filmen Den sidste samurai, hvor oprørslederen Katsumoto er løst baseret på den historiske Saigō Takamori.
Saigō, kendt for sin kompromisløse konservatisme, ledte et oprør mod den nye regering, men blev besejret af en moderne hær bestående af værnepligtige bønder bevæbnet med moderne våben. Efter nederlaget begik han rituelt selvmord.
I dag betragtes Saigō Takamori som en national folkehelt i Japan – et symbol på loyalitet, principfasthed og afslutningen på samuraiernes æra.
